Et lille og blandet udvalg af mine artikler gennem årene

Magasiner:

Artiklerne kan læses ved at klikke på en side af gangen.

Hvis teksten er uskarp, så klik en gang mere, så den

bliver forstørret.

Artikel i Gymnasieskolen marts 2010:

***********************************************************

Artikel i Psykologi marts 2010:

***********************************************************

Artikel i ALT for damerne juli 2009:

***********************************************************

Artikel i Femina juni 2009:

***********************************************************

Artikel i Hus Forbi marts 2009:

***********************************************************

Klumme fra februar 2008:

***********************************************************

Artikel i Bazar december 2007:

***********************************************************

Disse to artikler blev bragt i Modemagasinet IN i januar 2006:

**********************************************************

Aviser:

Amager Bladet, 09.06.2009

Hvis bare vi tænker over ‘hvis bare…’

DEBUTFORFATTER: Sarah Engell udgiver en ungdomsroman, hvor sætningen “hvis bare” gentager sig i hovedpersonen Sofies hjerne. Og netop denne sætning vil hun have os til at tænke nærmere over.

Af Maria Brandt

Sarah Engell suser af sted på sin sølvfarvede scooter fra hjemmet i Kastrup mod Ingolfs Kaffebar i Sundby. Nu sidder hun roligt og smilende i caféens sofa, hvor jeg møder hende. Vi skal tale om hendes debutbog “Hvis bare..”, som udkommer i starten af juli.

Bogen handler om 17-årige Sofie, der flytter fra sine omklamrende forældre på Falster til et lejet værelse på størrelse med et kosteskab fyldt med katte på Nørrebro. Her bor hun sammen med Erna, der ikke selv har børn, og som derfor holder meget af at smuglytte til Sofie og banke på radiatoren, når der er for meget larm. Sofie leder efter det perfekte liv, ligesom det hun ser i tv og reklamer. Hun er overbevist om, at alt bliver godt, hvis bare hun får en lejlighed og en kæreste, hvis bare hendes chefer hed noget andet end Laila og Laila, hvis bare hun var lige så glad for frugt som for Matadormix, og hun fik et par ægte Heidi Klum-støvler, der ikke gav så pokkers mange vabler.

“Hvis bare…” er udover at være titlen også en sætning, der går igen mange steder i ungdomsromanen. Og det er der en speciel grund til.

“Jeg lagde mærke til, at sætningen “hvis bare” dukkede op alle vegne. Hos venner, kollegaer og familie. Unge og gamle. Og en hel del i min egen mund. Uanset hvor tilfredse folk umiddelbart virkede, så kom der altid denne her lille kunstpause efterfulgt af de to ord,” fortæller Sarah Engell, der netop indleder bogen med ordene:

“Hvis bare jeg havde læst det med småt, da jeg underskrev kontrakten om at blive voksen…” Hun håber, at læserne vil lægge mærke til næste gang, de selv siger “hvis bare” og tænke en ekstra gang over, hvorfor derude i en hypotetisk fremtid er så meget bedre end lige her og nu.

Humor og ironi

“Det lyder meget filosofisk, og er det faktisk også. Selvom bogen er skrevet i et ironisk og humoristisk sprog, så har jeg tænkt længe over, hvad jeg vil med bogen. Sofie får det meste af det, hun peger på, men bliver hun lykkelig af det? Næ. Først da hun deleter ordene “hvis bare” på sit stemmebånd og opdager, at lykken ikke findes i alle de ydre ting, men inde i hende selv. Lykken er ikke en station, man når frem til. Den er alle de små glimt, der passerer undervejs,” vurderer Sarah Engell.

Denne søgen pointeres for eksempel i bogen, der hvor Sofies storesøster, Margrethe, siger, at hver gang vi opnår et mål, skynder vi os at sætte et nyt uden nogensinde at give os tid til at nyde, hvad vi rent faktisk har formået. Søsteren Margrethe er en modsætning til Sofie, og i en sms-udveksling skriver hun:

“Hej Sofie. Jeg har været på grape-kur og har tabt 1.200 gram. Vil du med ud at shoppe i morgen? Knus Margrethe.”

Og Sofie svarer:

“Hej Margrethe. Jeg har været på pizza-kur og har tabt alt mit selvværd. Vil du med i havnen med en sten om foden? Knus Sofie.”

Sofie er ikke Sarah Engell som teenager, og hun har ikke en storesøster som Margrethe, men derimod en lillebror.

“Bogen er ren fiktion, men som alle andre forfattere trækker jeg selvfølgelig på ting fra mit eget liv. Personer, jeg har mødt, oplevelser, tanker, følelser og meninger. Jeg har aldrig boet i kollektiv som Sofie, men på et kollegium, der havde mindst lige så mange sølvfisk, øldåser og stabler med opvask. Jeg har heller aldrig været kærester med én, der havde hår som en stuebirk og beholdt sokkerne på i sengen, men jeg har ved grød haft min andel af kiksede dates,” griner hun og gør opmærksom på, at hun har skrevet dagbog, siden hun var ni år og tydeligt husker sine egne teenageår, som hun er inspireret af.

“Jeg synes, ungdomsårene er interessante, fordi alting føles meget større, og man er mere sårbar. Det er her, man skal tage en masse valg og skabe sig en identitet. Der sker sindssygt meget både fysisk og mentalt. Det er også i denne periode, at man afprøver grænser hos sig selv og andre og oplever en masse ting for allerførste gang,” siger Sarah Engell og påpeger, at unge tænker over tingene på en anden måde end voksne.

“Man vil lære alting selv. Ofte på den hårde måde. Det synes jeg er spændende at skrive om. Og de alvorlige budskaber i bogen er diskrete og pakket ind i humor, så de ikke bliver belæringer.”

Ungdommens stemme

For Sarah Engell har det ikke været vanskeligt at finde 17-årige Sofies stemme, selvom hun selv er 30.

“Vi taler ens, og hun har selvironi og har jordforbindelse ligesom mig. Men når jeg skriver, så ved jeg aldrig på forhånd, hvad der kommer ud af det. Jeg går amok på tasterne, og personerne og situationerne opstår undervejs. Det er en slags ubevidst automatskrift eller ligesom, når man drømmer. Derefter tager mit overjeg over og skærer fra i teksten. Jeg skrev en gang en roman på 900 sider, som aldrig er blevet udgivet, og som ligger i skrivebordsskuffen,” fortæller hun.

Udover “Hvis bare…” udkommer Sarah Engell også snart med en bog, der på en sød, sjov og ucensureret måde beskriver hendes oplevelser med at være gravid. Og der er sikkert endnu mere litteratur på vej fra Sarah Engell i fremtiden. Det er jeg overbevist om, da vi tager afsked, og hun drøner af sted på scooteren tilbage mod sit hjem i Kastrup.

Fakta:

Sarah Engell debuterer med ungdomsromanen ”Hvis bare…”, der udkommer i starten af juli på Forlaget Carlsen. Målgruppen er de 13 til 16-årige, men voksne kan også læse den. Hun er 30 år, opvokset i Tårnby, bor nu i Kastrup med mand og barn og arbejder som skribent, drømmetyder og pædagog. Derudover underviser hun i streetdance.

***********************************************************

Østerbro Avis, 21.05.2008

… a fucking ice cream

Østerbro Avis har mødt Østerbro-forfatteren Meghan D. Jakobsen på café Dag H. Hun er netop aktuel med romanen ‘Trods’, der handler om omsorgssvigtede børn.

Af Maria Brandt

Solens stråler glitrer som hvide perler på Sortedams Sø. Overfor på café Dag H er det en oprørsperle af en bog, der er på tale. Jeg sidder udendørs over kaffe med forfatteren Meghan D. Jakobsen, der netop har udgivet sin skønlitterære debutroman ‘Trods’. Den har fået mange flotte anmeldelser.
‘Trods’ er en fortælling om at være barn af 68-generationen, om at opleve omsorgssvigt, og om at overleve, hvor andre bukker under. Morens sprog i romanen er meget bemærkelsesværdigt og består af bandeord udtalt på amerikansk.
“One liter of goddamn milk and a fucking ice cream,” skriger moren for eksempel til brugsmanden, da han lukker for kreditten.
“Sådan talte min mor også,” fortæller Meghan, der i bogen lader sig inspirere af et miljø, hun kender rigtig godt.
“Min mor var også amerikaner, kunstner, kreativ og skør som moren i romanen, men jeg har aldrig følt mig omsorgssvigtet i den forstand. Jeg har aldrig manglet tøj og sultet, som barnet gør i romanen,” vurderer Meghan.
Ifølge hende har området de bor i i romanen ikke noget navn, men beskrivelserne tager sit udgangspunkt på Præstø-egnen, hvor hun selv er opvokset og har observeret naturen og omgivelserne.
“Men selvom jeg har ladet mig inspirere af virkelige hændelser, er romanen fiktion,” fortæller hun.
Romanen handler om en datter, der bliver omsorgssvigtet af sin mor og dagligt må leve med morens kunstneriske og excentriske sind. Faren er smidt ud og en ny mand er flyttet ind i deres hjem i skovhuset. Moren får en søn med den nye mand. Han finder en anden og flytter derfor fra dem. Morens kontakt til de to børn er sørgeligt og afstumpet. En dag går moren i seng med frakken på og har i ugevis overladt børnene til sig selv.

Omsorgssvigt tæt på
Meghan kender en del til omsorgsvigt, fordi hun har arbejdet med børnehjemsbørn i Letland og selv har adopteret et 3-årigt barn derfra.
“Jeg skrev bogen efter en rigtig hård periode i mit liv. Jeg havde adopteret og var blevet mor til et meget forsømt barn. Samtidig havde jeg sagt farvel til min meget kræftsyge mor, som jeg var med til at passe lige til det sidste. Perioden efterlod en pærevælling af tanker og følelser i mig. Om mor og barn forhold, om 68-generationen, som min mor tilhørte, og om omsorgssvigt. Og pludselig en morgen vågnede jeg med hele bogen i hovedet,” fortæller Meghan, der derefter var et år om at skrive den.
“Når jeg skriver, skal jeg kunne lide mine sætninger fra starten, men jeg redigerer også efterfølgende og skaber rytme i sproget,” siger hun.
Bogen er skabt med et barns stemme og synsvinkel, og sproget er gjort barnligt ved, at det er delt op og hakket og har mange udtryk, som barnet gentager. Barnet oplever og registrerer det hele uden at lægge til eller trække fra. Uden at være offer. Hun ser trodsigt på det hele, og det overlever hun på.
“Jeg tror, at dem som overlever omsorgssvigt er nogle, der har empati, humor og evnen til at reflektere over sig selv og andre,” vurderer hun.
Meghan har især to budskaber, hun gerne vil have frem i romanen. Hun vil godt påpege, at 68-generationen var meget navlebeskuende, og at forældrenes egne behov kom før deres børns.
“Den seksuelle frigørelse og kærlighed handlede i virkeligheden om uhindret at udleve sine egne seksuelle behov. Og trods al den snak om solidaritet, var man i sidste ende bare frygtelig egoistisk,” fortæller Meghan, der også synes, at fokuset på omsorgssvigt er meget vigtigt.
“Den værste konsekvens af omsorgssvigt er at miste empati. Hvis et barn ikke føler sig elsket, så har det svært ved at elske andre. Jeg synes selv, det er en bog, der har rigtig meget at sige. Både til børn af 68-generationen, men også til 68′erne selv og måske endda til deres forældre. For omsorgssvigt er desværre evigt relevant, netop fordi det går i arv.”

***********************************************************

Østerbro Avis, 20.02.2008

Familie sat på gaden

En familie i ejendommen Willemoesgade 51 er nu sat på gaden af ejeren, City Apartment, fordi de ifølge dem selv har betalt én enkelt husleje for sent på grund af en fejl.

Af Maria Brandt

Et ungt par med to børn må nu flytte ud af deres lejelejlighed på fjerde sal i Willemoesgade 51, fordi ejeren City Apartment har ophævet deres lejemål. City Apartment begrunder det med, at familien har betalt huslejen for august sidste år tre uger for sent. Familien består af 28-årige Andrea Sivertsen, hendes mand René Jean Jensen på 36 år og deres to børn på henholdsvis fire år og otte måneder.
“Vi er dybt rystede, for vi har altid betalt vores husleje til tiden. Dette er den eneste gang, vi har betalt for sent, hvilket skyldes en fejl. Og da City Apartment overtog ejendommen for halvandet år siden, kom vi én enkelt gang til at betale husleje til den tidligere udlejer. Men vi betalte straks til City Apartment efter en rykkerskrivelse,” fortæller Andrea Sivertsen til Østerbro Avis.
Ifølge hende opstår hele situationen, fordi de modtager et girokort til brug for indbetaling af huslejen for august 2007. Familien indbetaler girokortet via netbank. Den 7. august opdager familien, at huslejen ikke er blevet betalt, fordi der ikke er dækning på deres budgetkonto. Derfor overfører de penge til budgetkontoen fra en anden konto, og regner derefter med, at huslejen vil blive betalt.
De modtager dog ingen kvittering for betalingen. Den 8. august og cirka tre uger frem tager de i sommerhus, hvor de ikke har internetadgang. Da de kommer hjem finder de en ophævelsesskrivelse og et brev fra Danske Bank med oplysning om, at huslejebetalingen er blevet afvist.
De skynder sig derfor at betale huslejen, lige så snart de finder ud af den manglende indbetaling og ringer straks til City Apartment for at undskylde og forklare fejlen. Men City Apartment’s udlejer Svend Petersen fastholder ophævelsen af lejemålet.
“Det er ikke første gang, de betaler huslejen for sent. Og hvis man gentagne gange ikke betaler til tiden, så er det klart, at man ikke kan beholde sin bolig. Østre Landsret har også afsagt sin dom, så der er ikke så meget mere at sige til det,” udtaler Svend Petersen til Østerbro Avis.
Han ankede sagen til Østre Landsret, efter at familien havde fået medhold i Københavns Fogedret. I slutningen af december 2007 afgør Københavns Fogedret, at de ikke finder betalingsmisligholdelsen væsentlig på baggrund af de angivne oplysninger, og at City Apartment ikke har været berettiget til at ophæve lejemålet.

Urimelig spekulation
Østre Landsret afgør i slutningen af januar 2008, at familiens lejemål er ophævet, og at de skal afvente en dato for fraflytning. I Østre Landsrets kendelse begrundes det med, at de formelle betingelser for ophævelse af lejemålet er opfyldt, da der med restancens størrelse og fristoverskridelsens længde foreligger en væsentlig misligholdelse.
“Det er urimeligt, for vi har altid været gode betalere. Østre Landsret kunne sagtens have valgt at støtte os. Men de vælger at dømme til udlejers fordel, selvom der helt tydeligt er tale om spekulation fra City Apartment’s side. De vil have os nuværende lejere ud, så de kan leje lejlighederne ud som hotellejligheder og få en højere leje,” vurderer Andrea Sivertsen.
For at undgå en fogedudsættelse med låsesmed og politi, har familien nu indgået en aftale med udlejer om, at de flytter frivilligt senest 1. april.
Familien har dog fundet en nødløsning, hvis de ikke finder et sted at bo, inden de flytter ud af deres nuværende bolig. De kan bo hos hendes forældre.
Lejernes LO i Hovedstaden er gået ind i sagen, og sekretariatschef Claus Højte udtaler til Østerbro Avis:
“Jeg finder det urimeligt, at man kan miste sin bolig på grund af en fejl i banken, som medfører, at huslejen betales for sent. Især fordi familien gerne ville betale huslejen og gjorde alt, hvad de kunne for at rette fejlen.”
Han fortsætter: “Østre Landsret valgte en udlejervenlig fortolkning og besluttede at sætte familien på gaden, uden at indkalde dem til retten, så de kunne høre deres forklaring.”
Lejernes LO i Hovedstadens advokat forsøger nu at få bevilling til at indbringe sagen for Højesteret.

Støtte til familien
“Denne indbringelse har desværre ikke opsættende virkning for familien, derfor vil vi godt støtte, hvis en behjertet familie eller et firma på Østerbro vil hjælpe familien til at finde en bolig,” fortæller Claus Højte.
Han vurderer, at City Apartment’s motiv er at blive fri for de almindelige lejere, så de kan leje lejlighederne ud til virksomheder som hotellejligheder til en højere leje.
Ifølge City Apartment’s ejer Svend Petersen har de ikke tænkt sig at lave ejendommen om til hotellejligheder.
“Det kan ikke lade sig gøre i beboelsesejendomme som denne. Familien bruger alle mulige kneb for at tale sig uden om, at de har begået en fejl,” siger Svend Petersen til Østerbro Avis.
Ifølge Finn Ankerstjerne, der er med i beboerrepræsentationen for Willemoesgade 51, er det skræmmende, at City Apartment har fået medhold.
“Det får også konsekvenser for andre lejere under City Apartment og lejere under andre bolighajers ejendomme,” vurderer han.

Fakta: Willemoesgade 51-sagen: For halvandet år siden overtog firmaet City Apartment ejendommen, der før var ejet af en privat udlejer. Striden mellem lejerne og City Apartment har varet i flere måneder og drejer sig ifølge lejerne blandt andet om ulovligt varslede lejeforhøjelser, ulovlig indtrængen i lejernes loftrum, hvor deres ejendele blev flyttet rundt og smidt hulter til bulter, fordi City Apartment ønsker at etablere hotellejligheder til udlændinge på ejendommens tagetage. Lejerne anmeldte det til politiet, som ikke ville foretage sig noget i sagen. Familien, hvis lejemål nu er opsagt, fik medhold i Københavns Fogedret i slutningen af december 2007, men City Apartment ankede sagen til Østre Landsret, hvor familien ikke fik medhold i januar 2008.

***********************************************************

Lokalavisen for Nørrebro og Nord-Vest, 06.02.2008

Mangel på besøgsvenner

Der står 23 på venteliste til en besøgsven på Nørrebro og 20 i Nordvest. Det er ensomme mennesker i alle aldre, som søger besøgsvenner. Dog er antallet af unge mennesker steget de seneste to år.

Af Maria Brandt

NØRREBRO/NORD-VEST: “Nørrebro og Nordvest mangler besøgsvenner”. Sådan lyder meldingen fra Susanne Vingaard, der er konsulent i besøgstjenesten i Hovedstadens Røde Kors.
På Nørrebro er der 23 og i Nordvest 20, som står på Røde Kors’ venteliste til en besøgsven, og 60 har allerede en.
“Det er vigtigt med besøgsvenner til ældre, ensomme mennesker, fordi hjemmehjælpere har fokus på det praktiske, og derfor som regel ikke har tid til at tale og gå ture med dem,” siger Susanne Vingaard og påpeger, at det er alle aldersgrupper, der kan få en besøgsven.
Hendes opgave er blandt andet at dele pjecer og foldere ud om besøgstjenesten og matche besøgsvennerne med de mennesker, der står med behovet for besøg, så de passer sammen i forhold til kemi og interesser. Ifølge hende bruges besøgsvennerne til at skabe en social kontakt til ensomme mennesker.
Besøgsvennen skal cirka sætte en time om ugen af til at besøge besøgsmodtageren, så de kan tale og gå ture sammen og dele oplevelser og livshistorier. Susanne Vingaard vurderer, at besøgsmodtagerne er ensomme, fordi de for eksempel ikke har en nær familie og venner eller har mistet dem. Derudover er der en del med anden etnisk baggrund end dansk, som godt vil lære etniske danskere bedre at kende.

Flere ensomme unge
På Nørrebro og Nordvest er det hovedsageligt de ældre kvinder fra 70 år og op, som søger en besøgsven, men de seneste to år er modtagerne blevet yngre.
“Vi har besøgsmodtagere helt ned i 30-års-alderen. Og det er ofte unge, der er førtidspensionister og uden familie, eller som ikke har mod på at skabe kontakter, fordi de for eksempel har haft en depression og har været isolerede,” fortæller Susanne Vingaard.
Ifølge hende er besøgsvennerne i alle aldre. Men der er flest unge i alderen 20 til 35 år.
“En af årsagerne er, at der er mange studerende i denne aldersgruppe, som er fleksible og har noget ekstra tid, som de godt vil bruge fornuftigt. Det giver point og ser godt ud på cv’et,” siger Susanne Vingaard og pointerer, at der samtidig er en del unge, hvis forældre bor langt væk, eller som ikke har kontakt til ældre mennesker, fordi de har mistet deres bedsteforældre.

***********************************************************

City Avisen, 30.01.2008

Motionen skal ind i klasseværelset

En ny motionspakke skal gøre noget ved de københavnske skolebørns indlæring og sundhed. Børnene skal bevæge sig, når de lærer matematik, dansk og historie.

Af Maria Brandt

København: I sidste uge modtog alle skoler i Indre By og på Christianshavn en motionspakke, der skal få bevægelse ind i de faglige timer.
Pakken indeholder blandt andet et bogstavtæppe og et taltæppe, som eleverne kan hoppe rundt på, mens de lærer tabeller og staver og gætter ord. Derudover er der en mappe med idéer til, hvordan man kan lære dansk, matematik og historie og samtidig få brugt kroppen og få pulsen op.
For hver eneste aktivitet er der beskrevet, hvordan det faglige mål opfyldes, mens der motioneres. Pakken er en del af projektet MoveSchool, som hører under Københavns Kommunes motionsstrategi “En by i bevægelse”.
Ifølge Børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) kan alle klassetrin bruge pakken. Han håber, at elever og lærere vil få stor glæde af den.

Idræt i fokus
“Hvorfor sidde stille på en stol i matematiktimen og øve den store tabel, når man lige så godt kan hoppe den på tal på gulvet eller bevæge sig rundt i klassen for at finde tallene i tabellen,” siger Bo Asmus Kjeldgaard.
Motionspakken er én ud af 41 projekter, der er igangsat i forbindelse med Københavns store reformprojekt Faglighed for Alle, hvor fokus er at skabe bedre læremiljøer gennem motion og sund mad.
Det er planen, at alle 4. og 5. klasser fra dette skoleår skal have en ekstra idrætstime, og at alle folkeskoler får udpeget en idrætskoordinator. Derudover er der sat 5,3 millioner kroner af til en massiv efteruddannelse af idræts- og svømmelærere.
Materialet er blevet til i tæt samarbejde med Sundhedsforvaltningen og Folkesundhed i København.

***********************************************************

Amager Bladet, 13.11.2007

Multikunst i kolonihavehuset

Mikkeline W. Gudmand-Høyer bor i Ørestaden og er aktuel med en kunstudstilling på Dolores kaffebar. Hun komponerer også musik og er i gang med at skrive to nye bøger.

Af Maria Brandt

37-årige Mikkeline W. Gudmand-Høyer er farveglad, poetisk, temperamentsfuld, nysgerrig, humoristisk og filosofisk, hvilket også viser sig i hendes malerier. Nogle af malerierne bliver i øjeblikket udstillet på Dolores kaffebar i hjertet af København. De kan ses frem til 23. november. Malerierne er udført i akryl og spraymaling på lærred i en koloristisk figurativ og nonfigurativ stil.
Mikkeline udfører sine malerier hjemme i kolonihavehuset i Ørestaden. Her bor hun sammen med sin fire-årige datter, Sofia. Det er også i hjemmet, hun skriver og illustrerer bøger og komponerer musik.
“Min datter har meget glæde af at bo her, fordi hun kan løbe ud i haven og lege. Hun har også fundet sin bedste veninde herude i haveforeningen. Jeg kan fordybe mig i min kunst uden at få klager fra naboer, der kunne synes, at jeg larmede,” siger Mikkeline, der flyttede til Ørestaden for fire år siden.
“Kolonihavehuset ligger i en skov af blomster og kirsebærtræer ude ved Ørestad station, bag ved indkøbscentret Fields og højhuset Ferringen. Det er lidt New York-agtigt. Og jeg som elsker højhuse synes, at det er et okay kompromis, når vi nu ikke kan bo på Manhattan,” vurderer Mikkeline, der før hun flyttede til Ørestaden boede i San Francisco, hvor hun studerede på Academy of art College. Mikkeline er også uddannet fra Kunstakademiet i København. Hun bruger ofte sine egne eller andres historier i de malerier, hun maler.
“Det kan være noget dybt, sjovt eller sørgeligt, jeg har oplevet. Men jeg er mest optaget af processen, at forvandle indtryk til noget smukt, levende, sjovt, poetisk og bevægende. Der er ikke noget, der er for plat, overfladisk, useriøst eller meningsløst,” fortæller Mikkeline, der i København har afprøvet forskellige medier, som for eksempel performance, musikvideo, jernskulpturer, maleri, tegning og poesi. Under det et-årige ophold i San Francisco gik hun mere i dybden med malerierne og malede oliemalerier efter model og opstillinger.

Ungdomsroman på vej
For nylig udgav Mikkeline ungdomsromanen “Gajolmanifestet”, der er delvist selvbiografisk.
Den handler blandt andet om en opvækst med en mor, som hun flyttede rundt med på kryds og tværs i Danmark og fra København til Jylland og tilbage igen. Om hvordan hun holder fast i sin identitet som vild københavnertøs, fordi det er svært at tilpasse sig, og om hendes vej gennem sex, drugs and rock and roll.
I øjeblikket er hun i gang med fortsættelsen af “Gajolmanifestet”, der starter der, hvor den første slutter.
“Den handler om livet som enlig mor på Amager, og den bliver sjov og poetisk,” fortæller Mikkeline, der også er i gang med en sci fi for børn. Derudover holder hun tegne- og maleworkshops i børnehaver og skoler, hvor hun har datteren, Sofia, med som assistent.
Og der kommer helt sikkert meget mere fra Mikkeline i fremtiden. For som hun udtaler om sig selv:
“Jeg har for det meste ild i røven og hjernen i højt gear.”

***********************************************************

Amager Bladet, 27.06.2006

Dialog for to i Villa Pølsely

Amager Bladet besøger forfatteren, Jens Blendstrup, i Villa Pølsely på Grækenlandsvej i Sundby.

Af Maria Brandt

Fuglene kvidrer lyrisk fra himlen. Og Amager Bladet taler om forfatterskab, oplæsninger og andet godt med forfatteren, Jens Blendstrup, på terrassen foran hans hus på Grækenlandsvej i Sundby. Huset er i rødt træ med hvide kanter og er langt og rundt.

Ifølge Jens Blendstrup ligner huset en hotdog eller et Rasmus Klump skib på hovedet. Han kalder huset »Villa Pølsely«, og her bor han sammen med Malene, som er chef for radiodrama i DR og deres to børn Liva på seks år og Wilma på to år.

»Det er svært at høre forskel på de to børns navne, så hvis du spørger mig, hvorfor de hedder, som de gør, så er det fordi, jeg har sikret mig imod, hvis jeg engang bliver senil,« siger Jens Blendstrup og griner.

38-årige Jens Blendstrup har humor og selvironi, og det bærer hans forfatterskab, som er fuld af tragikomiske tekster, også præg af.

»Det alvorlige skal pakkes ind i noget sjovt, og der skal sukker om det dybe, eksistentielle liv. Mine tekster er absurde og overdrevne, og de bliver ofte betragtet som langt ude. Jeg kan godt lide at zoome ind på detaljen og så puste den op til noget grotesk,« siger Jens Blendstrup, der har en svaghed for mænd med skæve sider.

»Jeg kan godt lide dem med bristerne, og jeg har mere sympati for pølsemagere end akademikere,« fortæller Jens Blendstrup, der heller ikke mener, at forfatterne skal sidde i deres elfenbenstårn og være selvtilfredse.

Jens Blendstrup skriver mest noveller og prosa, men han har også skrevet en enkelt roman, for som han siger, behøver et liv ikke at blive skrevet på 500 sider.

Hans tekster indeholder ofte symbolik og konstruktioner uden at være for fortænkte, for plottet må ikke blive forudsigeligt, og læserne skal fortolke dem frit. De handler ofte om ægteskaber og dysfunktionelle familier.

»Det er i hverdagen, tingene sker, og i min novelle »Manden der blandt andet var en sko«, fortæller jeg om et ægteskab, hvor konen er utilfreds med manden, fordi han ikke er normal og ikke kan få arbejde. For at forsvinde fra konens utilfredshed forvandler han sig blandt andet til en sikkerhedssko og en kuglepen fra Tivoli,« fortæller Jens Blendstrup og tilføjer, at novellen i virkeligheden også bare er en hyldest til menneskeheden.

Jens Blendstrup er selv opvokset i Risskov ved Århus i det, han kalder en festlig akademikerfamilie. Og dette familieliv har han skrevet om i hans eneste roman »Gud taler ud«, hvor han fortæller om livet i et parcelhus med forældrene og de tre brødre.

»Det er min far, som er i fokus i romanen, for min mor ville ikke være med,« siger Jens Blendstrup, hvis mor var uddannet kunsthåndværker og tog sig af det praktiske i hjemmet samtidig med, at hun vævede tæpper og lavede keramik, som hun blandt andet solgte på Guttenberghus. Moren var opvokset i et rigmandshjem i Sverige.

Jens Blendstrups far var den tredje eller fjerde i Danmark, som blev uddannet som klinisk, jungiansk psykolog. Han var færdiguddannet i 1958.

Psykologisk indsigt

»Min far var meget optaget af menneskets psykologi, og hvis jeg slog mig som dreng, ville han hellere tale om psyken end at give plaster på. Han blev allerede pensioneret i en alder af 54, hvilket bevirkede at jeg vandrede rundt med ham og blev villavejs-vidende og menneskekender,« siger han og fortsætter: »Min far påstod, at han havde været digter fra han var 16 år, men at hans mor synes, at hans digte var for usædelige og erotiske, at hun brændte dem.

« Jens Blendstrups far ønskede, at han skulle være akademiker, og det lå i familien, at man skulle studere i fire timer, før man kunne holde fire timers fest. Og hvis han gennemførte, så skulle faren nok betale studiegælden.

Jens Blendstrup gennemførte en universitetsuddannelse og blev cand. mag i litteraturvidenskab og historie fra Syddansk Universitet. Under uddannelsen skrev han historier, som han eksempelvis fik publiceret i det poetiske tidsskrift Hvedekorn. Forfatterskolen søgte han ind på i 1987, men kom ikke ind.

Øverste Kirurgiske

I 1997 blev han en del af skrivefællesskabet Øverste Kirurgiske, som digteren Martin Budtz var med til at starte. Lars Bukdahl, som Jens Blendstrup har kendt lige siden deres gymnasietid på Aarhus Katedralskole, er også en del af Øverste Kirurgiske.

Skrivefællesskabet hedder Øverste Kirurgiske, fordi det før lå øverst i Diakonissestiftelsen på Frederiksberg. Dengang læste de meget op på Kunstkorridoren, som lå på Nørrebrogade, men da det lukkede, foregik det andre steder. De seneste syv år har Øverste Kirurgiske læst op på LAB på Vesterbrogade, som er en nedlagt kobberfabrik. Derudover læser de op på højskoler, gymnasier og handelsskoler.

Mange oplæsere står stille, når de læser op, men det gør Jens Blendstrup aldrig. Han gestikulerer, bevæger sig og skrifter stemmer, og ofte ender han også med at ligge nede på gulvet. »Jeg bliver en cirkushest ud i oplæsningen og snakker med mit publikum,« siger Jens Blendstrup og fortsætter:

»Sådan nogle digtoplæsninger, hvor oplæserne står stille og læser op, som var de præster, bliver selvhøjtidelige. Der bliver nærmest så stille, at man kan høre en nål falde på gulvet. På den måde kan folk ikke slappe af, og de tør ikke bøvse, smile eller le.«

Det med at bevæge sig og spille roller under oplæsningen ligger naturligt for Jens Blendstrup, da han altid har optrådt med teater og klædt sig ud.

»I virkeligheden er denne iscenesættelse under min oplæsning et ønske om, at jeg gerne ville være skuespiller. Jeg er besat af billige næser i Spøg & Skæmt. Men teksterne bliver også mere levende og menneskeliggjorte, og det højtidelige forsvinder,« fortæller han og fortsætter:

»Til oplæsningerne laver jeg ofte ulejlighedsdigte til lejligheden, som for eksempel »dialog for to uden sko«, som er en dialog mellem et ægtepar. Jeg hopper ind i begge roller og skifter mellem en mande- og kvindestemme,« siger Jens Blendstrup, som bliver inspireret til sine tekster via de dialoger, han hører i hverdagen.

Jens Blendstrup kan finde på at optage folks dialoger på diktafon eller skrive dem ned, når han sidder i bussen.

»Men alt kan inspirere mig, for eksempel også notitser i avisen, fjernsynet og billeder. For eksempel skrev jeg »Dame til fornuftige priser« ud fra billeder af pinup piger fra Se og Hør i 1959,« siger han.

Udgivelser på vej

Jens Blendstrup har fået et tre-årigt arbejdslegat, og i øjeblikket har han gang i to projekter, som skal udkomme i efteråret. Det ene er en novellesamling, som skal hedde noget i retning af »En onsdag morgens pludselige flæben«, og den anden er en nummer to af »Frodegruppen 40«, hvor musikken denne gang kommer til at fylde mere end ordene.

»Derudover har jeg planer om at skrive en »Slagterkoner og bagerenker« nummer to, men det er kun, fordi nummer et ikke fungerede, og så vil jeg lave en erotisk roman, som skal hedde noget i retning af »Forestillinger,« afslører Jens Blendstrup, inden Amager Bladet forlader »Villa Pølseby« og de spændende fortællinger.

***********************************************************

Politiken, 16.04.2002, 1. sektion

Enmandsprotest i mosen

Lange ventelister og de alt for få billige lejligheder i København har fået en boligløs mand til at flytte ud i Utterslev Mose i protest.

Af Maria Brandt

»Nu kan det være nok; det er umuligt at få en lejlighed i København.

Politikerne vil hellere bygge broer end billige lejligheder!«, udbryder 60-årige taxachauffør Bent Sørensen, der er godt træt af, at sparekniven skærer dybere og dybere i planerne for boligbyggeri.

For en uge siden flyttede han i protest sin sovepose fra herberget i Hillerødgade til en fredelig plet i Utterslev Mose i Brønshøj, fordi Københavns Kommune ikke kunne anvise ham en bolig. Her sover han under bøg og elm og med udsigt til grønne fodboldbaner. Hans sorte sko svupper i den mosede jord, da han sætter sig oven på et gult soveunderlag.

»Jeg har det fint her i mosen blandt fuglekvidder og larmen fra biler på Hareskovvej. Jeg bliver boende her, indtil politikerne gør noget ved boligsituationen i København«, siger han.

I januar i år fandt han ud af, at Københavns Kommune kun kan anvise boliger til de allermest ressourcesvage, som står uden tag over hovedet. Han slog op med sin kæreste og boede hos venner og bekendte, fordi han ikke havde råd til at blive boende i deres lejlighed.

JOB EN HINDRING
»Jeg henvendte mig til Familie- og arbejdsmarkedsforvaltningen i København og fik tilbudt en samtale seks uger efter, fordi situationen var akut. I mellemtiden fik jeg en plads på herberget i Hillerødgade.

Hos forvaltningen fik jeg at vide, at jeg ikke kunne få en bolig anvist, fordi jeg ikke passede ind i kriterierne«.

Bent Sørensen har nemlig fuldtidsarbejde som taxichauffør, og han er ikke alkoholiker eller narkoman, og så har han ingen små børn.

For nylig fortalte en ven fra herberget i Hillerødgade, at han ønskede at få en rigtig bolig, så han kunne se sine børn lidt oftere.

Forvaltningen fortalte ham, at han bare kunne tage sin børn med på en burgerbar - og se dem der.

»Jeg har aldrig protesteret før, men da jeg hørte det, blev jeg oprørt - og så flyttede jeg her ud i mosen. Jeg laver ikke denne protest for min egen skyld, men for alle de mennesker, der ikke kan få en bolig, fordi de ikke befinder sig nederst på den sociale rutsjebane. Selvfølgelig skal de have anvist en bolig, men det kan ikke være rigtigt, at man skal straffes, bare fordi man har et arbejde«, siger han.

PRAKTISK ANLAGT
Bent Sørensens ejendele i mosen er beskedne. Ud over et soveunderlag og en sovepose har han en mobiltelefon og en sort sæk med lidt tøj i.

Resten af hans ting står i en kælder hos en kammerat. Han kører taxi om natten, og hver aften, inden han skal af sted, kører han et smut forbi kammeraten efter rent tøj.

Derefter går turen til Københavns Hovedbanegård, hvor han tager et bad og barberer sig for et beløb af 15 kroner per gang. I Københavns Lufthavn spiser han alle sine måltider i en billig restaurant. Kaffen nyder han blandt venner i Hjemløsehuset i København.

»Min datter har tilbudt mig at flytte hjem til hende på Falster. Det kan godt være, at jeg gør det. Eller måske skriver jeg mig op i nogle boligselskaber uden for København. Jeg har ikke skrevet mig op til boliger i København, for det får jeg ikke noget ud af. Det koster penge, og hvis jeg er heldig, kan jeg få en bolig, når jeg bliver 80 år«, siger han opgivende.

Fakta: Boligsituationen i København

* Kommunerne har aflyst byggeriet af nye almene boliger og 11.000 nye lejelejligheder.

* Fra midten af 1990′erne kom der 20.000 nye arbejdspladser til København. Og i den tid er der tilsvarende kun blevet bygget 2.000 lejligheder.

* Ifølge Jonas Møller, afdelingschef i Byg (byggeriets arbejdsgivere), mangler der 30.000-35.000 boliger i København.

**********************************************************

Jyllands-Posten, 30.03.2001, JP-København

Fra et liv på gaden til egen bolig

Efter fire barske år på gaden har Michael Planck Jensen fundet sig godt til rette i bofællesskabet Krattet. Han bor i egen bolig med ni andre boliger omkring sig. I de andre boliger bor ni af dem, som han kender fra livet på gaden og to hunde.

Af Maria Brandt

Ti blågrå barakker på hver 40 kvadratmeter med mange vinduer spejler sig i den blågrå eftermiddagshimmel. I to træer hænger gule Nettoposer og blafrer i vinden som flag hejst på en flagstang, og i containeren ligger masser af brugte Nettoposer og øl- og vinflasker. Det er tydeligt, at beboerne i Krattet hyppigt aflægger Netto på den anden side af Gl. Køge Landevej et besøg. Krattet er et ud af 14 boligprojekter, der skal skaffe boliger til de mennesker, som har svært ved at tilpasse sig i almindelige boliger og på institutioner. Michael Planck Jensen, bistandsklient og 33 år, var en af de første beboere i bofællesskabet og rykkede ind, da det blev indviet i december sidste år. Han er glad for sit nye hjem, hvor han kan gøre, som det passer ham. Det er han ellers ikke forvænt med, for de fleste steder for hjemløse er der trang plads og strenge regler. Begge dele har Michael Planck Jensen svært ved at leve med.

Tre logerende

Hans hoveddør leder direkte ind i soveafdelingen. Her er en dobbeltseng med dyner og puder, for Michael har tre andre boende i øjeblikket.

“Jeg tager tit folk med hjem, som bor på gaden, for jeg kan ikke lide, at de skal bo der. Jeg må have alle dem boende, som jeg vil, og jeg bliver ikke trukket i bistand, og min husleje stiger ikke af den grund,” siger Michael Planck Jensen og sniffer noget lightergas fra en gul dåse.

Han ligger på sofaen i opholdsrummet med køkken med dynen over sig. En slem lungebetændelse tvinger ham til at holde sengen. Fjernsynet kører i baggrunden, og Michael peger over på en briks, hvor den ene af dem, han har boende, sover.

“De andre beboere synes, at mit hus er det pæneste på stedet, fordi jeg holder det så rent. Men ikke i øjeblikket, for jeg har tre boende, og ham, der sover over for mig, rydder op efter sig, men de to andre roder lidt,” siger Michael.

Et stort hus

Det er vigtigt for Michael, at have sine venner boende tæt på, og hans drøm af en bolig er et stort hus med mange rum, så alle hans venner kan bo der. Michaels rotte Harley har gemt sig i en kasse i et hamsterbur, som står lige ved siden af den sofa, som Michael sidder i. Bolig er fuld af ting og møbler, som Michael enten har fundet selv eller har fået af andre. Han tager en lille bitte tøjhund frem fra sættekassen, som hænger på væggen lige over sofaen.

“Jeg kan godt lide detaljerne på de små ting, jeg har i min sættekasse. Det er ting, jeg finder og køber, og så samler jeg på dem. Alle tingene har en lille historie. Jeg samler også på hatte,” fortæller Michael.

Sønnen Mikkel

Ved siden af et rødt ur, hvor Mickey Mouse agerer brandmand i urets skive, hænger et billede af Michaels 6-årige søn Mikkel. En gang havde Michael et rækkehus i Tune sammen med sin kone og Mikkel. Michael var nødt til at flytte. Han tog for mange stoffer, og konen lå tit og hyggede sig med en anden. Han havde svært ved at passe sin søn Mikkel på det tidspunkt. Mikkel betyder meget for Michael, men han må ikke se ham, så længe han er på metadon. Efter skilsmissen har Michael boet på gaden, på Herberget i Hillerødgade og i et telt på Israels Plads, indtil Projekt Udenfor hjalp ham til at få en bolig i Krattet.

“Her har jeg fred og ro. Dette er mit, og ingen kan smide mig ud. Mine venner skal ikke bestille tid for at komme at besøge mig. Jeg skal bare betale min husleje og passe min have, og jeg behøver ikke at arbejde,” siger Michael velfornøjet.

“Jeg har fået det meget bedre. Jeg går aldrig i panik som på gaden, hvor jeg altid manglede mad og penge. Her på Krattet er der en stille form for behandling. Vi får ikke stress på, og det hele går efter vores tempo. Holden, vores vicevært, formidler kontakten til kommunen og Projekt Udenfor,” siger Michael Planck Jensen og kigger ud.

Viceværten

Uden for vinduet går Holden Fogh omkring og viser en delegation af svenskere rundt, som skal se, hvordan vi løser hjemløse-problemet i Danmark. Holden Fogh er socialvicevært, som er en helt ny stillingsbetegnelse. Holden Fogh skal formidle kontakten til folk, der kan give Krattets beboere ydelser. Han er en slags praktisk gris, som snakker og drikker kaffe med beboerne. Samtidig løser han konflikter, hvis der opstår nogle på stedet. Holden Fogh er tidligere sømand og har været tilsynsførende assistent i en årrække på Sundholm. Han har taget forskellige kurser i psykologi.

“Jeg kan leve mig ind i beboernes situation, og jeg er nok valgt til jobbet, fordi jeg er psykisk og fysisk robust. Beboerne får det bedre og bedre, når de vænner sig til at bo i egen bolig. Men det er svært at vide helt om dette projekt er vellykket, da det stadig kun har eksisteret i tre måneder,” konkluderer Holden Fogh.

Fakta: Krattet

Krattet blev indviet den 15. december 2000 som boliger til alkoholikere med hund. Krattet er en del af projektet skæve boliger til skæve eksistenser, som By- og Boligministeriet har bevilget 200 mio. kr. Et andet initiativ er en husbåd. Skæve boliger til skæve eksistenser skal forbedre vilkårene for de hjemløse på deres egne præmisser. Bofællesskaberne er ikke behandlingsinstitutioner. Der stilles ikke krav til beboerne om, at de skal holde op med at have et misbrug, men er mere et forsøg på at give beboerne ro og fred, så de bedre kan overskue deres tilværelse og dermed få bedre levevilkår. Driften af husene føres i et samarbejde mellem Københavns Kommunes Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltning og boligselskabet KSB. Valby socialcenter står for kontanthjælp, pension, boligsikring og hjemmepleje til beboerne. Huslejen er på 3000 kr. om måneden inklusiv el og varme. Projekt Udenfors medarbejdere laver opsøgende og socialt arbejde på gadeplan, og de har i år skaffet 15 hjemløse væk fra gaden og ind i egne boliger.

**********************************************************

Politiken, 24.02.2001, Lørdagsliv

Mellemmåltidet: Pølsevognen er truet

Den 80-årige pølsevogn svigtes især af de unge, der bruger fastfoodkæder i stedet, men millioner af pølser ryger dog fortsat over vognenes diske til et bredt udsnit af danskere.

Af Maria Brandt

Den danske pølsevogn klemmes i stigende grad af den amerikanske fastfoodkultur. De første seks pølsevogne så gadens lys 18. januar 1921 - efter 80 år i bybilledet er antallet af pølsevogne faldet faretruende. Alene de sidste syv år er tallet faldet fra 500 til 300 i det storkøbenhavnske område.

»De unge under 30 år er vokset op med den amerikanske burgerkultur, og vi ser flere og flere udenlandske fastfood-kæder, der også tilbyder det hurtige mellemmåltid, skyde op i gadebilledet«, siger Allan Mylius Thomsen, forfatter til bogen ‘Cafe Fodkold’.

De 1.500-2.000 pølsevogne, der er tilbage i Danmark, kan dog glæde sig over, at mange danskere stadigvæk foretrækker duften og hyggen fra en traditionel, dansk pølsevogn.

Der sælges i dag ca. 116 millioner pølser fra pølsevogne i Danmark. Hver dansker, fra baby til olding, spiser omkring 25 styk ved en pølsevogn om året.

»Det er et bredt udsnit af Danmarks befolkning, der spiser ved traditionelle pølsevogne«, siger Allan Mylius Thomsen. Ved en rundspørge ved tre pølsevogne i København viser det sig også, at alle aldersgrupper, dog lidt flere mænd end kvinder, besøger deres ven pølsemanden.

Men hvorfor snupper vi danskere et hurtigt mellemmåltid, når de fleste af os godt ved, at et smut om pølsevognen ikke ligefrem fremmer sundhedstilstanden. Faktisk er der typisk en femtedel fedt i en hotdog, så skal den forbrændes, koster det fem kilometer i løbesko.

Det er formentlig ikke den slags kendsgerninger, der ligger forrest i bevidstheden hos den almindelige pølsevognsgæst. Men hvad er det, der driver os til det hurtige mellemmåltid?

LørdagsLiv har været ude ved tre pølsevogne i Storkøbenhavn for at få et svar.

PELS HOS ELSES

Elses Pølser, Amagerbrogade, København

»Med flute eller sesam«, spørger Eva hver gang en kunde bestiller en fransk hotdog. Eva er fast afløser i pølsevognen Elses Pølser på Amagerbrogade over for Vor Frelsers Kirkegård i København.

Når der ikke snakkes om pølser i pølsevognen, snakker Eva med kunderne om oplevelser fra det virkelige liv.

»Der var en ældre nydelig dame i minkpels, som besøgte min pølsevogn for nogle få uger siden. Damen stillede en pose med en kunstig pels på bordet og fortalte, at den havde hun været ude at købe, for nogle unge mennesker havde fortalt hende, at ægte pels var yt«, fortæller Eva. Hun smiler, vender en pølse med en tang og forklarer, at det er vigtigt, at der hele tiden er pølser parat til alle de håndværkere, som besøger pølsevognen efter arbejdstid.

Det er meget forskelligt, hvor tit den enkelte pølseelsker lægger vejen forbi de velduftende pølser hos Eva. Alt fra en til to gange om ugen til en gang om måneden.

En midaldrende mand og kvinde bestiller hver en ristet med brød med det hele, inden turen går til et fælles vennepar, som serverer middag for dem om tre kvarter. Eva tager en bid af en kiks.

»Jeg er ikke særlig vild med pølser«, siger hun.

En mand i sorte bukser og skindjakke i 30-års alderen bestiller en hotdog med det hele og betaler. Hans mobiltelefon ringer i samme øjeblik. »Et sekund«, siger han og går hen til venstre for pølsevognen, hvor en masse blå scootere står parkeret med navnet Dominos Pizza malet i lakken. Scooterne tilhører Dominos Pizza, som ligger på den anden side af pølsevognen. En af de mange fastfoodkæder, som gennem de seneste år i stigende grad har dækket danskernes lyst til et hurtigt mellemmåltid.

Manden kommer tilbage og fortæller, at det var hans kæreste, som ringede for at bede ham om at tage et bundt broccoli og en økologisk mælk med hjem.

»Jeg glæder mig ikke til aftensmaden«, siger han: »Jeg elsker dog mad, og når jeg får et trip, skal jeg bare have en hotdog. Duften af pølser er skøn, og så er det rart at stå og kigge efter pigerne på gaden, når man står her ved pølsevognen«.

SERVERET MED FØLELSE

Steff Houlberg-pølsevogn, Trianglen, København

»Her er der ikke noget, der hedder sidst på måneden«, siger Svend Hviid.

Han er stolt over, at hans pølsevogn står på en af Københavns dyreste adresser, Trianglen.

Svend synes, det er lidt sjovt, at der er så mange kunder, der glemmer alt muligt på hans knager, som hænger under disken.

»Der er glemt alt fra en saxofon til tennisketsjere og paraplyer. En pæn nydelig herre, som altid kommer her forbi for at få en pølse, efter at han har været ovre i Unibank, hængte en pose på knagen med 30.000 i kontanter en dag«, fortæller Svend, »manden kom dog tilbage efter sine penge«.

Svend har haft mange forskellige kunder. Flere politikere og skuespillere har bestilt en pølse hos ham. Selvom han tit har set kendte ansigter ved vognen, er den dog mest besøgt af håndværkere.

Svend kan remse mange forskellige kunder op. Folk der skal til og fra Rigshospitalet. Fodboldtilskuere, som skal i Parken. Unge der kommer fra diskoteker. Drankere der kommer fra værtshusene sent på aftenen.

Svend kan lide at servere sine pølser på en indbydende måde. Han anbringer sirligt sennep og ketchup i to bølgende rækker på kundernes pølsepapir, som en konditor, der giver lagkagen en flødeskumskant. Den franske hotdog får dog bare en god gang dressing.

»Den tager de alligevel ind under jakken og med i bussen«, siger Svend.

EN HURTIG RØD MED VOGN

Steff Houlbergpølsevogn, Bernstorffsgade ved Københavns Hovedbanegård

På en bred fortovsplads på Bernstorffsgade med udsigt til Tivolis gamle rutsjebane står en kasse på hjul fyldt med pølser. Steff-Houlberg står der på kassen. Pølsevognen byder kunderne velkommen på den pæne side af Københavns Hovedbanegård.

Flere gule HT-busser, taxier, biler og gående drøner forbi pølsevognen.

Intet står stille i særlig lang tid ad gangen. Kun Kim Hansens pølsevogn, som i dag først bliver kørt i garage sent på aftenen.

»En fransk hotdog, tak«, siger en ung pige i en pæn, sort skindjakke, et halstørklæde og opsat hår.

»Almindelig dressing?«, spørger Kim.

»Ja tak«, svarer den unge pige, der lidt kejtet famler efter sin pung i tasken med den ene hånd og prøver at holde styr på sin cykel med den anden. Hun placerer den franske hotdog solidt i den højre hånd og kigger et kort øjeblik over mod Tivolis forlystelser. Der er lang tid til aftensmad, og den lille sult skal stilles, for nu går turen videre på cykel mod Københavns hotte tøjbutikker.

En fransk hotdog. En hapsdog. En ristet med brød. Med eller uden rødt og gult. Det er de bestillinger, som Kim lægger ører til flest gange i løbet af en dag. De fleste kunder foretager en korttidsparkering ved Kims pølsevogn i tidsrummet 15.00 til 17.00.

»En rød pølse med brød«, siger en lidt rødmosset mand i begyndelsen af 30erne.

»Også kaldet en rød med vogn«, siger Kim. Manden smiler og stiller to fyldte vasketøjsposer på asfalten. Han fortæller, at han lige skal have noget nem og hurtig mad, inden turen går til Nærum, hvor hans skjorter og bukser skal vaskes hos forældrene.

Lidt flere mænd end kvinder besøger Kims pølsevogn denne eftermiddag.

Det svarer helt til Kims erfaringer.

»Mænd udgør godt 60 procent af de kunder, som kommer her i pølsevognen«, siger Kim.

Ældre med nydelige bløde hatte og unge i buffalostøvler blander sig med kunder i duffelcoats og dunjakker.

For Kim lyder menuen dog kun på pølser en til to gange om ugen. Hans sult bliver stillet på Hovedbanegårdens bistro om morgenen med en rullepølsemad.

Kim bruges også som vejviser. Tre skoledrenge spørger om en bus til Christianshavn.

»Når folk en sjælden gang har tid til at få en snak, snakker vi om alt fra flymaskiner og nedefter«, siger Kim og bliver afbrudt af en ung fyr, som spørger ham om, hvor Sankt Jørgens Allé ligger.

Kim er gået i gang med at klippe negle på pølserne, som han kalder det.

Det gør han ved at klippe toppen af skindet på pølserne.

»Her er god betjening«, siger manden med vasketøjsposerne. Den røde ansigtsfarve er falmet lidt. Det er nu godt med en pølse.

»Ja, og så er det billigere end hos DSB«, svarer Kim.

Fakta: Pølser

I pølsen:

Kunders bud på indholdet af pølser: »Der er maskinudbenet kød, tarm og salt i dem«. »Masseproduceret knold. Det skulle ikke undre mig at der også er hakkede grisebrystvorter i pølserne«. »Kød af en art og farvestof til at gøre dem mere indbydende«. »Det vil jeg helst ikke vide«. »Der er svinekød, fedt, tilsætningsstoffer og krydderier«.

Ifølge Per Hermansen, produktchef i Steff-Houlberg er ingredienserne i grillpølser følgende:

* 58 pct. svinekød

* 15 pct. spæk

* 17 pct. vand

* 5 pct. kartoffelmel

* 3 pct. soyaprotein (ikke genmodificeret)

* 2,5 pct. salt

* Krydderier, krydderiekstrakter og løg

Pølserne er i lammetarme eller svinetarme. Pølser må højst indeholde 6 procent maskinudbenet kød og 3 procent collagen. Collagen er et uopløseligt protein i bl.a. bindevæv, som binder vand, så der kan fyldes mere vand i pølserne. Steff-Houlberg lover dog, at der ikke er maskin-udbenet kød og collagen i deres produkter.

Slangordbog

Slangudtryk om pølser er ved at dø ud. Her er nogle af de sjoveste:

En rød med vogn: Pølse med brød

En kradser: Pølsebrød med stærk sennep

To røde nissearme: To røde pølser

Nitritstænger: Pølser i al almindelighed

To med sidevogne: To pølser og to brød

En stegt indianer med bræk på ryggen: En hotdog med det hele

En rød med håndtag: En rød pølse med serviet forneden

Pølser i kimono: Pølser i svøb

Flæskesteg på tube: Medisterpølse

En rygsvømmer med lort på maven og brutale løg: En gammeldags hotdog

En grillet rødhud i kano: Den ristede hotdog

Et røvhul med creme: En fransk hotdog

Kilder: Bogen ‘Cafe Fodkold’ af Allan Mylius Thomsen (1995) samt fra besøg hos pølsevogne.